Kommunikerer du om følsomme emner? Husk dit forarbejde

Det stiller helt særlige krav til dig og dit forarbejde som kommunikatør, når du skal kommunikere om følsomme eller kontroversielle emner. Vi har talt med pressechef i Psykiatrifonden, Sarah Boss, om, hvordan du skal gribe det an.

Psykiatrifonden sætter fokus på forskellige sider af psykisk sygdom – et emne, der er sårbart for mange. Med kampagner som #Skidpådet og #Sigdethøjt har de flere gange skabt opmærksomhed om følsomme emner som angst, stress og præstationsangst.

#Skidpådet

I efteråret 2019 lancerede Psykiatrifonden kampagnen #skidpådet i et samarbejde med Butter Agency og fire studerende fra DMJX. Her indgår flere influenter som et led i en digital kampagne, hvor de under hashtagget #skidpådet deler indhold om, hvordan de håndterer idealer og stræben efter perfektion.

Kilde: bureaubiz.dk

Pressechef for Psykiatrifonden, Sarah Boss, fremhæver, at kommunikation om sårbare emner adskiller sig fra anden kommunikation. Det skyldes, at den går tættere på mennesket. Kommunikationen er derfor ikke nær så distanceret, som hvis man fx skal annoncere lanceringen af et nyt produkt.

Det gælder især, hvis det er en personlig historie, der skal kommunikeres om, som det har været tilfældet med flere af Psykiatrifondens kampagner.

Her handler det om at sige tingene lige ud, mener Sarah Boss:

– Det er først og fremmest vigtigt, at man har godt styr på sin fakta – man skal altid være ærlig og redelig i sin kommunikation, og man skal hverken skønmale eller feje noget under gulvtæppet. Det er en fin balance, vil jeg sige.

 

Sarah Boss

Sarah Boss er pressechef for Psykiatrifonden, hvor hun beskæftiger sig med alt fra redigering af Psykiatrifondens blad, til pressehenvendelser og Public Affairs.

Hun er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og har tidligere arbejdet for bl.a. DR, Forbrugerrådet Tænk og TDC.

Det gode forarbejde

Du bør have grundigt styr på dit forarbejde, før du kaster sig ud i at kommunikere om noget sårbart. Det gælder al kommunikation, men særligt her er det vigtigt.

Det skyldes, at din kommunikation kan modtages på vidt forskellige måder. Det kan fx ske, at dit budskab opfattes kontroversielt, selvom du måske ikke selv havde forestillet dig, at det kunne være tilfældet. Derfor fremhæver Sarah Boss vigtigheden i, at man tager en lang snak i kommunikationsafdelingen, inden man sender noget ud.

– Inden kommunikationen bliver offentlig, skal man have haft en intern snak. Hvis det er ledelsen, der skal kommunikere, skal kommunikationsmedarbejderne i virksomheden have adgang til at tale med ledelsen, før den melder noget ud. På den måde får man set på det i detaljer: “Hvordan kan det her opfattes?”.

Den interne snak er afgørende uanset, hvilken virksomhed du arbejder i. Den er særlig vigtig, fordi der ofte kan være en indforståethed i virksomheden, som ikke nødvendigvis deles af andre. Det skal man være opmærksom på, mener Sarah Boss:

– Nogle gange skal man sætte sig ud over indforståetheden og prøve at forestille sig, hvordan det ser ud på den anden side. Man skal spørge sig selv: “Hvordan det ser ud, når nogen kigger ind på os?”.

Nærværende kommunikation med influenter

Ligesom det er tilfældet med alle andre kommunikationsopgaver, kan du sende dit budskab afsted på forskellige måder. Én måde, du kan gøre det på, er ved at samarbejde med influenter.

Du kan med fordel indgå i et samarbejde med influenter – også når det handler om et sårbart og kontroversielt emne. Et sådant samarbejde har Psykiatrifonden selv kastet sig ud i flere gange.

Et samarbejde med en influent kan blandt andet bidrage til at gøre dit budskab mere nærværende og menneskeligt, hvilket kan være en fordel, hvis emnet er skrøbeligt. Det skyldes, at hvis du finder det rette samarbejde, vil dit budskab blive formidlet af en, der står emnet nært og kan relatere til det.

Her er det dog særlig vigtigt, at du har styr på dit budskab og har gjort dit forarbejde grundigt. Det skyldes, at du aldrig kan være helt sikker på, hvordan dit budskab ender med at blive sendt afsted og i hvilken kontekst, mener Sarah Boss.

Netop fordi du har mindre kontrol over budskabet, er det også her vigtigt med den lange snak, inden noget bliver offentliggjort. På den måde kan du sikre dig, at budskabet kommer ud på bedst tænkelige måde, vurderer Sarah Boss.

– Man skal selvfølgelig vide, fuldstændig ligesom hvis man sender en pressemeddelelse, så har man ikke længere fuldstændig kontrol over, hvordan budskabet ender med at tage sig ud – fx hvilken overskrift det får, eller hvilken kontekst det bliver sat ind i, afslutter hun.

Det fremhævede vi også i vores blogpost fra maj måned, hvor du kan læse om to cases med brug af influenter i pressearbejde.

Hvis du er mere interesseret i at arbejde med influenter kan du læse om mikro-influenter her, hvor vi dykker mere ned i emnet og uddyber, hvorfor tillid er en så vigtig faktor i samarbejdet.

Maria Salina Nedergaard Mortensen har arbejdet som News Media Researcher hos VOCAST siden august 2019. Hun læser en bachelor i Kommunikation og Dansk ved Roskilde Universitetscenter, hvor hendes primære interesser er PR og ekstern kommunikation.

Andre artikler

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

PR er blevet digitalt og det kræver, at du giver dine kommunikationsindsatser liv på tværs af forskellige kanaler. En god pressehistorie forsvinder nemlig hurtigt i det fragmenterede mediebillede. Derfor har vi spurgt ekspert og kommunikationsrådgiver Troels...

Bliv inspireret: 2 cases om Influencer Marketing

Bliv inspireret: 2 cases om Influencer Marketing

Hos VOCAST har vi samlet en række konkrete råd om Influencer Marketing med udgangspunkt i cases fra Vejle Kommune og Odense ZOO. Læs her, hvordan du kan bruge Influencer Marketing i din næste kommunikationskampagne. ​ Influencer Marketing er et kommunikationsværktøj,...