Influent slog rekord hos Bloddonorerne i Danmark: “Det skal komme fra hjertet”
Når markedsføring af budskaber er autentisk, har det en stor effekt. Det oplevede Bloddonorerne i Danmark, da en influent pludselig delte deres budskab.
Torsdag d. 7. februar 2019 sad influent Mette Marie Lei Lange i nattøj hjemme i sin stue, da hun lagde en story på sin Instagram-profil. Her fortalte hun om en syg pige, som havde brug for en stamcelledonation – men ingen registre havde et match.
Derfor satte Mette Marie Lei Lange sig for, at hendes følgere skulle vide, hvor nemt det er at donere stamceller. Og undervejs bliver hun rørt.
Det resulterede i, at Bloddonorerne i Danmark om eftermiddagen d. 7. februar 2019 havde fået 240 nye tilmeldinger som stamcelledonorer. Til sammenligning fik de 195 tilmeldinger i hele januar 2019.
– Jeg følger selv Mette Marie Lei Lange på Instagram, og da jeg så den story, hvor hun fortæller om stamcelledonation, bad jeg min chef om at tjekke tilmeldingerne. Få timer efter, hun havde lagt sin story up, var der allerede kommet flere tilmeldinger end sidste måned, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Bloddonorerne i Danmark Anne-Sophie Fioritto Thomsen og fortsætter:
– Vi kunne se med det samme, at hendes story var noget, der rykkede. Det forhold, hun har til sine følgere, havde helt klart betydning. Vi kunne ikke selv have rykket folk på den måde, som hun gjorde. Det gav en autenticitet, at det var opstået organisk, og at det kom fra en, de har tillid til. Når det er en sag som denne, skal det komme fra hjertet, forklarer Anne-Sophie Fioritto Thomsen.
Bolden skulle gribes
Anne-Sophie Fioritto Thomsen var hurtig til at række ud til Mette Marie Lei Lange.
– Det var oplagt for os at komme hurtigt i kontakt med hende, da blod- og stamcelledonation er emner, som indeholder mange faglige spørgsmål, og vi vil ikke have skabt forkert information. Jeg skrev derfor til hende og takkede hende for initiativet, og hun var glad for, at vi var klar til at hjælpe hende, fortæller Anne-Sophie Fioritto Thomsen.
De næste tre uger var Anne-Sophie Fioritto Thomsen i kontakt med Mette Marie Lei Lange og gav hende blandt andet opdateringer på tilmeldinger. Fra d. 7. februar til d. 3. marts 2019 fik Bloddonorerne i Danmark 5.846 bloddonortilmeldinger og 3.539 stamcelledonortilmeldinger, mens de i hele 2018 fik 2.599 stamcelledonortilmeldinger.
Men selvom Mette Marie Lei Lange slog rekord med sin autentiske story, oplevede Bloddonorerne i Danmark også, at det kan være en udfordring at styre kommunikationen, når den ikke er planlagt.
– Mette Marie Lei Lange er super dygtig, men når bolden ruller på den måde, kan det også være svært at styre. Det skabte for eksempel udfordringer i forhold til vores målsætninger og målgrupper. Vi vil gerne have flere mandlige donorer, og Mette Marie har primært kvindelige følgere. Vi delte disse overvejelser med hende, og hun forsøgte derefter at vinkle budskabet ved bl.a. at inddrage sin mand, forklarer Anne-Sophie Fioritto Thomsen.
Gav nye muligheder
Bloddonorerne i Danmark havde inden da allerede overvejet at samarbejde med influenter, og de gik da også sammen med Mette Marie Lei Lange igen senere på året.
– I september 2019 fejrede vi International Stamcelledonordag med en kampagne, der blandt andet indebar et influencer-event, som Mette Marie Lei Lange i høj grad stod for. På grund af hendes netværk kom der gæster, som vi aldrig selv havde fået til at komme, fortæller Anne-Sophie Fioritto Thomsen.
Endnu en gang fik Bloddonorerne i Danmark et stort antal tilmeldinger, da de samarbejdede med Mette Marie Lei Lange om International Stamcelledonordag.
Hvad er stamcelledonation?
- Stamceller findes i vores knoglemarv og danner alle blodets celler. Raske stamceller er derfor nødvendige for, at vores krop fungerer.
- Hvis en person har en sygdom, der påvirker stamcellerne, f.eks. leukæmi, kan en stamcelletransplantation være sidste chance for at overleve. Dette er dog kun muligt, hvis der findes en donor med en vævstype, der matcher patientens.
- Langt de fleste stamcelledonationer foregår via blodet. Man stikker altså ikke i ryggen, som mange ellers tror.
- Som reglerne er nu, skal man være bloddonor for at melde sig som stamcelledonor.
Kilde: Bloddonorerne i Danmark
Har du lyst til at blive klogere på influencer marketing? Læs også Bliv inspireret: 2 cases om Influencer Marketing og Sådan bruger du mikroinfluenter i dit kommunikationsarbejde.
Andre artikler
Brug TikTok i jeres kommunikations- strategi
TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden, og med dets flere millioner brugere er det i dag en af de største sociale medie platforme. Spørgsmålet er bare, hvordan man som virksomhed skal benytte det sociale medie, der ellers er kendt som et medie for...
Presseomtale slår rekord: “De skal kunne sætte det direkte i avisen”
EDC Erhverv Poul Erik Bech bliver omtalt mere end nogensinde før i de danske medier. Årsagen til den store stigning finder de i, at de har struktureret og automatiseret store dele af pressearbejdet. Vi kender alle det blå og gule EDC-logo, men på trods af det...
Madinfluenter er eksperter i kommunikation om mad og sundhed
I kampen om opmærksomhed og popularitet på sociale medier klarer en bestemt gruppe sig særlig godt - nemlig madinfluenter. Hvad er opskriften bag succesen, og hvad kan influenterne bidrage med? Madlavning og bagning favner bredt på sociale medier og har en evne til...