Coronakrise: Brug jeres ressourcer på en ny måde

Coronavirussen har lagt Danmark og store dele af verden ned, og konsekvenserne viser sig allerede. Vi står i en situation, hvor vi har brug for alle mand ombord, men hvordan kan jeres virksomhed hjælpe? 

Vi står på mange måder midt i en historisk samfundskrise, og der er brug for hjælp. Det er langt fra alle, der har en kritisk funktion i samfundet og kan hjælpe på den måde, men det er heldigvis muligt at bidrage på flere forskellige måder. 

VOCAST har talt med den selvstændige kommunikationsrådgiver Peter Jepsen for at finde ud af, hvad man som organisation eller virksomhed kan gøre for at bidrage til at afbøde coronakrisen. 

– Tag udgangspunkt i, hvad I er sat i verden for. Det skal være afsættet. Det handler om at bruge sine ressourcer og kompetencer til at hjælpe. Nogle vil kunne hjælpe direkte ved fx at stille ekspertise til rådighed, mens andre må tænke i nye baner og fx bruge deres produktionsfaciliteter på nye måder, forklarer han. 

Som eksempel nævner Peter Jepsen blandt andet Snaps Bornholm, som har omstillet deres produktion til håndsprit og PwC, som nu tilbyder gratis rådgivning til selvstændige.

                                         Peter Jepsen

Peter Jepsen er direktør og kommunikationsrådgiver i Jepsen+. Han har tidligere været rådgiver hos kommunikationsbureauer og kommunikationschef i PensionDanmark. Desuden er han tilknyttet CBS som ekstern lektor samt gæsteunderviser på RUC og har skrevet bogen ”Som ringe i vandet” om strategisk PR og omdømme i en forandret medievirkelighed.

                    Foto: Jeppe Bøje Nielsen

 

Oprigtig hjælp

Det vigtigste er, at du ikke blot tilbyder hjælp for omtale. Din hjælp skal være autentisk og kun tilbydes, hvis du reelt vil og kan gøre en forskel.

– Det er en helt speciel krise, som handler om mennesker, liv og samfund – og som er global. Det er derfor vigtigt at tænke over, hvad hjælpen er, og hvordan det kommunikeres. Du må ikke slå plat på krisen, og alt skal kommunikeres i en ordentlig tone. Man skal ikke hjælpe bare for at profilere sig selv, forklarer Peter Jepsen. 

Og netop fordi vi lever under helt særlige omstændigheder for tiden, er det vigtigt at følge krisen tæt. Den udvikler sig hele tiden, og det kan have betydning for, hvorvidt din hjælp og kommunikation bliver relevant. 

– Der har nu været lidt optimisme fra Mette Frederiksen, hvor det hele var mere dystert før. Så nu kan man måske tillade sig at tænke i lidt mere positive baner og budskaber. Men situationen ændrer sig løbende. Det handler om hele tiden at balancere, hvad der er passende, og om der er plads til at kommunikere om andet end corona, siger Peter Jepsen.

Et tip fra Peter Jepsen

Hvis dine medarbejdere er hjemsendt eller arbejder hjemmefra, så kan du overveje, om de kan bidrage med frivilligt arbejde såsom indkøb.

Overvej at udskyde kommunikation

Selvom det naturligvis er tilladt at kommunikere om andet end coronavirus og COVID-19, så skal I overveje, om det gør nytte. 

– Hvis man har en planlagt kampagne, så gå den igennem og se på, om det kan betale sig at brug kræfter på den nu. Hvis det ikke har relevans for corona, så skal man vente, hvis man kan. Uanset hvad skal der være en meget fin balance i, hvordan man kommunikerer det, understreger Peter Jepsen. 

En anden god grund til ikke at bruge alle ressourcer nu er, at krisen på et tidspunkt vil vende og dermed kræve en anden form for hjælp og kommunikation. 

– Vi er der ikke endnu, men på et tidspunkt kan krisen blive hverdag, og så kan der opstå et behov for, at der skal fortælles om andet end corona. Især hvis tallene går den rigtige vej, og vi skal indstille os på at vende tilbage til hverdagen, som vi kender den, afslutter han.

Vi håber, at denne artikel har givet dig nye ideer til at hjælpe med at afbøde coronakrisen. Hvis du er interesseret i flere råd til din kommunikation, så kan du læse en artikel om influencer marketing lige her

Malene Bak Nielsen har arbejdet som News Media Researcher hos VOCAST siden april 2017. Hun læser en kandidat i Journalistik og Kommunikation ved Roskilde Universitetscenter samt dyrker sin passion for PR og Politik. Derudover har hun været journalistpraktikant hos Danmarks Naturfredningsforening.

ANDRE ARTIKLER

Kommunikerer du om følsomme emner? Husk dit forarbejde

Kommunikerer du om følsomme emner? Husk dit forarbejde

Det stiller helt særlige krav til dig og dit forarbejde som kommunikatør, når du skal kommunikere om følsomme eller kontroversielle emner. Vi har talt med pressechef i Psykiatrifonden, Sarah Boss, om, hvordan du skal gribe det an. ​Psykiatrifonden sætter fokus på...

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

PR er blevet digitalt og det kræver, at du giver dine kommunikationsindsatser liv på tværs af forskellige kanaler. En god pressehistorie forsvinder nemlig hurtigt i det fragmenterede mediebillede. Derfor har vi spurgt ekspert og kommunikationsrådgiver Troels...