Bliv inspireret: 2 cases om Influencer Marketing

Hos VOCAST har vi samlet en række konkrete råd om Influencer Marketing med udgangspunkt i cases fra Vejle Kommune og Odense ZOO. Læs her, hvordan du kan bruge Influencer Marketing i din næste kommunikationskampagne.

Influencer Marketing er et kommunikationsværktøj, som synes at stige i popularitet på det danske mediemarked. I korte træk handler det om at personliggøre sit budskab, hvilket skaber troværdighed og identifikation hos modtagerne.

Hos VOCAST har vi allieret os med Nicolai Mazur, stifter af konsulentbureauet MazurMedia, for at få konkrete råd til Influencer Marketing med udgangspunkt i to specifikke cases.

 

Et menneskeskabt budskab

Generelt har vi som mennesker tendens til at lytte mere til personer end til virksomheder. Det er et billede, der går igen på tværs af platforme og medier. Nicolai Mazur forklarer, at vi er mere tilbøjelige til at spejle os i personlige budskaber.

– Det er en klar fordel at få en personlig afsender på sit budskab. Vi lytter mere til personer, end vi lytter til brands. Der ligger noget troværdighed i influenten, som gør, at vi kan identificere os med personen, siger Nicolai Mazur og fortsætter:

– For corporate virksomheder kan det ofte være nogle mere komplicerede budskaber, man ønsker at italesætte. Hvis du har et produkt eller budskab, som kræver en større forklaring, kan influenter være en super god måde at få det menneskeliggjort på.

Nicolai Mazur

Nicolai Mazur driver konsulentbureauet MazurMedia, der er specialiseret i Influencer Marketing. Han rådgiver virksomheder i brugen af influenter i strategisk markedsføring. Nicolai Mazur tror på, at det perfekte match mellem virksomhed og influent ligger i, hvordan man i fællesskab skaber værdi.

Case 1: Vejle Kommune

I 2019 præsenterede Vejle Kommune et nyt initiativ, som kaldes Repair Café. Initiativet findes flere steder i Danmark, og formålet er at ændre forbrugsmønstre og skabe viden om grøn omstilling. Konkret betyder det, at Repair Café tilbyder de fremmødte hjælp til at reparere deres ting, så de kan bruges på ny.

For at skabe opmærksomhed om caféen, er Influencer Marketing et oplagt greb at bruge. Her peger Nicolai Mazur på, at det kan være en fordel at anvende mikro-influenter, når det handler om lokal tiltrækning.

– Hvis man ønsker lokal tiltrækning til caféen, ville jeg bruge mikro-influenter, som har en tilknytning til Vejle Kommune. Her giver det ikke mening at bruge en influent, der har rækkevidde i hele Danmark.

Han understreger samtidig, at mikro-influenterne er et godt værktøj, hvis man ønsker at etablere en personlig relation mellem caféen og lokalbefolkningen.

– Hvis man gerne vil få lokket folk til caféen, skal man vise, at der er nogen, der bruger den. Folk skal se, at der er en person, som de kan identificere sig med, som bruger caféen. Så er der større chance for, at de dukker op.

Nicolai Mazur anbefaler at anvende mikro-influenter, som i forvejen har grøn omstilling, miljø eller lignende på dagsordenen. Samtidig understreger han, at det kan være en god idé at sammensætte influenterne forskelligt i forhold til alder og køn.

– Caféen er målrettet forskellige personer, så her ville jeg sammensætte mikro-influenterne forskelligt. På den måde er der flere mennesker, der kan spejle sig i budskabet.

 

“Lav længerevarende samarbejder med influenterne. Få dem til at bidrage til den overordnede fortælling om Vejle Kommune og ikke nødvendigvis kun Repair Café. Det er noget, der skaber langt højere troværdighed og en gensidig interesse.”

Nicolai Mazur

Han peger også på, at Influencer Marketing virker bedst, hvis influenterne er med til at forme budskabet fra start. Det er noget, der skaber troværdighed. Samtidig slår han fast, at man som virksomhed må afgive noget kontrol, hvis man ønsker at samarbejde med influenter.

– Faldgruberne kan være, at du lægger dit budskab i hænderne på nogle andre. Man kan altid få lov til at godkende indholdet, inden det bliver offentliggjort, men en udfordring er bare, at du ikke har samme kontrol.

I forlængelse heraf foreslår Nicolai Mazur, at man engagerer influenterne i den overordnede fortælling om Vejle Kommune.

– Lav længerevarende samarbejder med influenterne. Få dem til at bidrage til den overordnede fortælling om Vejle Kommune og ikke nødvendigvis kun Repair Café. Det er noget, der skaber langt højere troværdighed og en gensidig interesse.

 

Case 2: Odense ZOO

Odense ZOO har igennem en længere periode iværksat en række initiativer for deres besøgende. Her tilbydes gæsterne blandt andet at sove i shelters på savannen, ZOOmmerskole og særlige lysaftener i vintermånederne. Her forklarer Nicolai Mazur, at man med fordel kan anvende forskellige typer af influenter.

– Hos Odense ZOO ville jeg bruge større influenter med større rækkevidde. Her kan man forsøge at komme bredere ud til den danske befolkning. Dog kan man stadig bruge de mindre influenter rundt omkring i landet for at skabe personlig tiltrækning.

Han forklarer samtidig, at man skal være skarp på de forskellige influenters formål. Man skal ikke bare bruge influenter for at bruge influenter – de skal engagere hinanden og skabe relevant content.

– I denne case behøver det ikke at være enten mikro-, makro-, eller mega-influenter – her kan man godt mikse dem. Det kan være, at man bruger de mindre influenter til at producere en masse content, og i virkeligheden engagerer dem ved at have en større influent med, som de kan spejle sig i.

Nicolai Mazur peger også på, at det er oplagt at fremhæve det visuelle potentiale i Odense ZOO.

 

“En faldgrube kan være, at der bliver lagt content op, som ikke taler ind i den overordnede fortælling om Odense ZOO. Det kan være en god idé at få indholdet til godkendelse før, det bliver offentliggjort.”

Nicolai Mazur

– Det er oplagt for influenterne at dele noget lækkert visuelt content på deres platforme. Samtidig kan Odense ZOO købe rettigheder til indholdet, så de også selv kan poste det.

I forlængelse heraf forklarer han, at man skal være opmærksom på, om det visuelle indhold taler ind i organisationens samlede identitet.

– En faldgrube kan være, at der bliver lagt content op, som ikke taler ind i den overordnede fortælling om Odense ZOO. Det kan være en god idé at få indholdet til godkendelse før, det bliver offentliggjort.

En anden vigtig pointe ved Influencer Marketing handler om det rigtige match mellem virksomhed og influent. Nicolai Mazur forklarer, at man skal undersøge, hvilke stofområder influenten beskæftiger sig med, og om det stemmer overens med den målgruppe, man vil aktivere.

– Min tese er, at det primært er børnefamilier, der tager i Odense ZOO. Derfor ville jeg vælge influenter, som taler til denne gruppe – det kan eksempelvis være lifestyle-influenter.

Hvis du vil vide mere om influencer marketing, kan du læse vores andre artikler om samme emne. Her er et par eksempler: Guide: Sådan bruger du influenter i dit pressearbejde og Sådan bruger du mikro-influenter i dit kommunikationsarbejde

Line Ingerslev har været ansat som News Media Researcher hos VOCAST siden marts 2018. Line har en bachelor i kommunikation fra DMJX, samt en igangværende Cand.soc i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Yderligere har hun været bosat i Bruxelles, i Málaga og i Boston, hvor hendes passion for politisk formidling kun er vokset.

Andre artikler

Kommunikerer du om følsomme emner? Husk dit forarbejde

Kommunikerer du om følsomme emner? Husk dit forarbejde

Det stiller helt særlige krav til dig og dit forarbejde som kommunikatør, når du skal kommunikere om følsomme eller kontroversielle emner. Vi har talt med pressechef i Psykiatrifonden, Sarah Boss, om, hvordan du skal gribe det an. ​Psykiatrifonden sætter fokus på...

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

Derfor skal du inkorporere Twitter i din digitale PR-strategi

PR er blevet digitalt og det kræver, at du giver dine kommunikationsindsatser liv på tværs af forskellige kanaler. En god pressehistorie forsvinder nemlig hurtigt i det fragmenterede mediebillede. Derfor har vi spurgt ekspert og kommunikationsrådgiver Troels...